30 - 31 August 2014
Kun for medlemmer af lokalklubben Gletta
Invitation til Gletta-stævne – nu med ridetur på Båstrup Mosegård lørdag d. 30. og søndag d. 31. august 2014.
Sommeren er over os, og vi glæder os til gensyn på årets Gletta-stævne på Båstrup Mosegård. Der bliver ’hård’ konkurrence, seriøs ridning, hygge og hestesjov - og som altid med dejlig mad. I år præsenterer vi desuden en nyskabelse: En hyggelig ridetur med lokale forryttere for dem, der ikke har lyst til ”ovalbane-fræs”, men gerne vil være med til træffet – og måske lege med i Gletta-klasserne. Endnu en nyskabelse er fællestransport til de unge ryttere og andre transport-problem-ramte.
Vi er et lukket klubstævne, så du skal være medlem af Gletta og have betalt kontingent for at deltage. Der er plads til max. 40 heste til stævnet, så for at flest muligt får mulighed for at være med, kan hver rytter kun starte med én hest til stævnet.
Max 18 deltagere i rideturen, som også kan dyste i Gletta-klasserne, hvis I har lyst.
Til stævnet kan du som sædvanligt ride almindelige stævnediscipliner med uddannede DI-dommere, og du kan dyste i vores særlige Gletta-discipliner. Beskrivelse af rideturen finder du længere nede og andet sted i bladet.
Almindelige stævneklasser (FIPO):
Gletta-stævnet er et såkaldt ”Kategori D-stævne” efter de nye danske stævneregler. De almindelige stævneklasser rides efter FIPO 2013 med de særlige danske tilføjelser. Find ridereglementet på DI’s hjemmeside www.islandshest.dk > Dokumenter > Ridereglement > FIPO2013 med 2014 ændringer.
Klasserne er Tölt T.1. (svær), T.5 (middelsvær) og T.8. (let for hhv. junior og voksen), Firgænger 4.1. (svær), 4.3. (middelsvær) og 4.5. (let for hhv. junior – til og med 14 år - og voksen). Det er ikke muligt at tilbyde femgænger-klasser, da Glettas bane ikke har de krævede mål.
Dommerne: Vi kan med stolthed præsentere et fremragende holde af uddannede DI-dommere, der består af Gitte Hove, Søren Kaihøj og Cecilie Axelsen.
Rytterlicens: Vil du ride FIPO-klasser, skal du – uanset alder - have købt rytterlicens hos DI, der som minimum gælder til et D-stævne, eller for ikke-medlemmer af DI licens til enkelt stævne. Læs mere om rytterlicens på DI’s hjemmeside www.islandshest.dk > Tilmeldinger > Rytterlicens.
Gletta-klasser
Til vores egne Gletta-klasser: Behændighed, 4-gang stafet, Øl-tølt og – ikke mindst! – Smukkeste gangart - kræves ikke rytterlicens men gerne højt humør og glimt i øjet! Klasserne er beskrevet senere i bladet, og de bliver bedømt af meget kompetente, strenge, men uretfærdige (og muligvis bestikkelige) Gletta-dommere.
Du kan efter-tilmelde i alle Gletta-klasser, du skriver dig bare på en liste til selve stævnet.
Det gyldne piskeris er en meget VIGTIG Gletta-konkurrence. Du møder op i gården lørdag eftermiddag ca. kl. 14.30 (helst uden hest…) og indleverer din drøm af en kage til konkurrencen. Så vil dommere med en særdeles veludviklet sød tand og sans for æstetik bedømme kagerne – helt subjektivt - og kåre den bedste med ”Glettas gyldne piskeris”!
Efter kåringen udgør alle de skønne, søde, fuldfede, cremede, smeltende, raffinerede… kreationer det fælles eftermiddagskaffe og kagebord. Uha da da da, vi glæder os!
Stævneplan og startrækkefølge
Stævneplanen med rækkefølgen af klasser og finaler bliver sådan cirka, som du ser her. Den endelige tidsplan og startrækkefølge bliver offentliggjort på hjemmesiden www.gletta.dk et par dage inden stævnet, og den vil være opslået på stævnepladsen.
Lørdag 30. august:
8.30: Check-in åbner i gården (husk hestepas og udfyldt tro- og love erklæring!)
9.30 –12.00: 4.3, 4.5. junior, 4.5. voksen og 4.1.
10.00: Afgang for ridetur ved lågen.
12.00-13.00: Frokost
13.00-15.30: T.5., T8. junior, T.8. voksen og T.1.
15.30-16.15: Kåring af Glettas gyldne piskeris og fælles kaffe- og kagebord
16.15-18.00: Smukkeste gangart og Øltølt
Ca. 19.00 -: Ryttermiddag og Fest
Søndag 31. august:
9.00-10.00: Behændighed
10.00-12:00: Firgænger-finaler
12.00-13.00: Frokost
13.00-13.30: Firgængerstafet
13.30-15.30: Tölt-finaler
15.30: Afslutnings-parade med præmieoverrækkelser
16.00: FÆLLES OPRYDNING og farvel
Ankomst: Du kan ankomme med hesten fredag aften, men det skal aftales i forvejen med vores værter, og du skal selv sørge for at holde opsyn med hesten. Det gælder selvfølgelig under hele stævnet.
Ring til Iben og Åge Kjems tlf. 86 53 81 04 eller Niels Reinsholm tlf. 26 74 74 09, inden du kører hjemmefra med hesten.
Check-in Sker lørdag morgen fra kl. 8.30 i rytterstuen. Alle stævneryttere melder deres ankomst her og fremviser hestepas og en udfyldt tro- og love erklæring (hent på DI’s hjemmeside www.islandshest.dk).
Turrytterne tjekker ind hos turlederen.
Indkvartering – hest og rytter
Din hest kan enten gå på en stor fællesfold, eller du kan selv opsætte en separatfold, husk at medbringe hegnsmateriale og strøm. Vand til hestene finder du ved køkkenhaven ved siden af indgangen til separatfoldene.
Du kan slå dit telt op på plænen uden for Atriumgården. Evt. campingvogn (uden strøm) skal parkeres på trailer- og p-plads på marken før lågen.
Der er toiletvogn på pladsen, men ikke bademulighed - og du skal spare på vandet, så der er nok til hestene!
Tilbud om fælles transport
Har du ikke mulighed for at få transporteret din hest til stævne, kan du melde dig til fællestransport. Transporten koster 200 kr. for en retur, da Gletta yder tilskud. Tilbuddet retter sig først og fremmest til unge under 18 år. Andre, som heller ikke har mulighed for enten selv at transportere hesten eller få et lift til stævnet, kan også benytte sig af tilbuddet. Meld til og betal på Sporti.
Spørgsmål mm. kontakt Niels Reinsholm: tlf. 26 74 74 09.
ALLE – både store og små – hjælper til
Vi forventer, at både tilskuere og ryttere giver en hånd med til forskellige opgaver og oprydning. Stævnets succes afhænger af, at alle bidrager! Der er lavet en arbejdsplan, som alle deltagere skal huske at skrive sig på, når de ankommer. Husk, at Båstrup Mosegård er Iben og Åge Kjems private hjem, som Gletta ”låner” i stævnedagene. Så vi skal alle bidrage til at aflevere det pænt og ryddeligt igen.
Køb og salg:
Samtidig med der konkurreres på banen, er der køb/salg arrangement lørdag og søndag i frokostpausen, hvor du kan købe eller sælge brugt rideudstyr. Tøm loftet for alt det, du ikke bruger, måske er der andre, der lige mangler sådan en dims. Du sætter selv prisen, laver arbejdet og scorer fortjenesten.
Gletta-rideturen
Til Glettas tur-ryttere tilbyder vi i år en ridetur i forbindelse med Gletta-stævnet for max.18 deltagere.
Lørdag d.30. august mødes vi på Båstrup Mosegård ved lågen og rider ud kl.10.
Medbring madpakker og drikkevarer til frokosten undervejs.
Turen ledes af lokale ryttere og varer til ca. kl. 16, er 15-20 km. Tilbage igen på Båstrup Mosegård kan vi nok lige nå at være med til kaffebordet.
Prisen er for voksne 250 kr. og 150 kr. for børn og unge under 18 år. For det får du ophold på fold for din hest på samme betingelser som stævnerytterne og skøn ryttermiddag og fest. Desuden får du lov at deltage i Glettas sjove konkurrencer, Øltølt, Smukkeste gangart, Behændighed og 4-gænger stafet – hvis nu ånden lige skulle komme over dig.
Du må, ligesom stævnerytterne, også gerne ankomme til Båstrup Mosegård fredag aften.
Spørgsmål til rideturen: Karl Højbjerg: 29847539, Rikke Oppermann: 61678259
Tilmelding til stævne og ridetur:
Tilmelding og betaling til både stævne og ridetur skal ske online på Sporti.dk:
• åbner 14. juli fra midnat og
• lukker søndag den 17. august 2014 ved midnat
For at tilmelde dig skal du gå ind på: www.sporti.dk. Find Gletta-stævnet i kalenderen, gå til tilmelding, udfyld den og betal med dankort online. Du vil også kunne finde et direkte link til Sporti-tilmeldingen på vores hjemmeside.
Priser og oplysninger, som du skal udfylde online på Sporti
FIPO-klasser:
T.1 svær tølt - T.5 middelsvær tølt - T.8 let tølt - T.8 junior for ryttere max 14 år, 4.1 svær firgang - 4.3 middelsvær firgang - 4.5 let firgang - 4.5 junior.
Du bliver bedt om at angive, om du vil ride højre eller venstre volte i T5, T8, 4.3 og 4.5.
Du bliver bedt om at angive rytterlicens nummer, og du kan købe licensen samtidig med tilmeldingen.
Glettaklasserne
- se beskrivelsen af klassserne senere på www.gletta.dk
Smukkeste gangart - Øl-tölt - 4-gangs stafet - Behændighed
Eftertilmelding kan ske i alle Gletta-klasser - du skriver dig på en liste til selve stævnet.
Vi glæder os til et hyggeligt stævne, ridetur og en dejlig rytterfest!
Åge og Iben Kjems, Preben Bügel, Nanna C. Richter, Jette og John Korsbak, Bo Simonsen, Inge Ramsing, Mimi Y. Mehlsen, Maja O’ Connor, Rikke Oppermann, Karl Højbjerg, Ulla Wildt-Andersen, Frederikke Kjærgaard, Conni Døes, Poul Pagaard og Niels Reinsholm
Gletta
Båstrup Mosegård
Fårbjergvej 23
8660 Skanderborg
Danmark
Show on map
Navigate here