Wednesday 16 February 2022
Jökull inviterer til Clinic om den holdbare ridehest hos Stald Birkegaarden, Feldballe, Djursland.
Undervisere er Amalie Haubo-San Pedro og Mette Thinggaard.
Alle ryttere ønsker sig en glad, sund og holdbar ridehest, som de kan have glæde af i rigtig mange år.
Amalie Haubo-San Pedro fra San Pedro Training og Mette Thinggaard fra Bæredygtig Bevægelse er gået sammen om at lave en aften, hvor de vil give dig deres perspektiv på, hvordan træning kombineret med fysisk afbalancering kan skabe de optimale forhold for opbygning og vedligehold af en holdbar ridehest.
Aftenen kommer til at byde på en blanding af teori og praksis, hvor vi gennemgår grundprincipperne i holdbarhed.
Vi dykker ned i hestens anatomi, biomekanik og træningsmetoder, og ser på, hvordan det hele påvirker hinanden.
Efter 1-1,5 times teori går vi i ridehuset, og laver bevægelses- og gangartsanalyse af forskellige heste med både træner- og terapeut-brillerne på.
Herefter gennemgår vi forskellige øvelser til at træne de individuelle udfordringer, som hestene har.
Der vil være rig mulighed for at spørge ind til og få råd til netop de udfordringer, du oplever med din hest. Med andre ord går vi ikke hjem, før alle har haft mulighed for at få svar på deres spørgsmål.
Målet er at du går fra denne clinic med redskaberne til at kunne lave en mini-bevægelsesanalyse af din egen hest, samt konkrete øvelser til at forbedre og vedligeholde din hests holdbarhed.
Amalie driver til hverdag San Pedro Training, hvor hun lever af at træne og undervise ekvipager, og har igennem de sidste mange år været med i toppen af islandsheste verdenen - både som træner, landsholdsrytter og international dommer.
Læs mere om Amalie her: www.san-pedro.dk
Mette er specialist i adfærd og hesteterapi. Hun driver til dagligt Bæredygtig Bevægelse, hvor hun igennem fysisk afbalancering og biomekanisk træning, rehabiliterer og forebygger heste med spændinger, ubalancer, uhensigtsmæssige bevægelsesmønstre og adfærdsproblemer.
Læs mere om Mette her: www.baeredygtig-bevaegelse.dk
Program:
Vi starter i rytterstuen kl 18, hvor der vil være teori i 1 – 1½ time.
Undervejs vil der være kaffe/the + kage og mulighed for at købe en sodavand.
Efter teorien, flytter vi alle ud i ridehallen, hvor vi vil se på 3 forskellige heste.
Husk det varme tøj – det er bare ikke så sjovt at lære noget, hvis man fryser!!
Pris ikke medlemmer: 650,00 kr
Pris Jökull medlemmer: 600,00 kr
(Priser + Sporti gebyr)
Vi skal være minimum 15 deltagere.
Jökull Islandshesteforening
Stald Birkegaarden
Jeshøjvej 1 Feldballe
8410 Rønde
Danmark
Show on map
Navigate here