Rytterne af Sletten: Vikingetræf 2023

24 - 30 July 2023

Kære medlemmer!

Foreningen Rytterne af Sletten inviterer jer, sammen med Sletten Vikings, til vikingetræf i uge 30. Vi håber, at i vil være med til endnu en uforglemmelig ferieoplevelse - som altid spækket med masser af hyggeligt samvær, vidensdeling, workshops og festligheder. Vikingetræffet vil igen i år være et træf kun for vikinger og er derfor ikke åbent for publikum, så skynd jer, at sikre jer en plads til sommerens allerhyggeligste vikingetræf!

Aktiviteter:
Vi vil gerne arrangere forskellige heste- og vikingrelaterede workshops og vidensdeling. Vi opfordrer derfor alle vores medlemmer til at komme med forslag, ønsker og frem for alt, endelig at byde ind, hvis du lyst til at afholde en workshop eller lign. Vi ved, at der er mange af jer, der har masser af viden om heste og -udstyr fra vikingetiden, men også mange, der er dygtige til at fortælle sagaer, lege vikingelege, lave bålmad, nålebinde, plantefarve, smede, snitte mm. Så kom endelig på banen og del ud af jeres viden og skriv det i kommentarfeltet ved tilmeldingen, så vi kan koordinere det.

Omgivelserne byder på rigeligt med plads og det vil være oplagt, hvis nogen har kunne tænke sig at byde ind med mere pladskrævende workshops f.eks. i bueskydningstræning (fra hesteryg?), kamptræning (fra hesteryg?), lege for både børn og voksne osv.

Foreningens medlemmer har mulighed for at medbringe hest /-e, hvis man ønsker det. Der er et fantastisk rideterræn i området og rig mulighed for at ride ture, både alene og sammen med andre. Vi vil forsøge at arrangere nogle guidede rideture. Derudover vil de, der ønsker det, i år kunne indgå i et samarbejde til hest, med krigerne bl.a. omkring sikkerheden ved deres træning /kampe, men også som kurerer i slagene osv. 

Hvis nogen har brug for et lille afbræk fra vikingelivet kan Sletten byde på rigtig mange andre aktiviteter i området: Se nærmere her på https://friluftscentersletten.dk/aktiviteter/ 

Faciliteter:
Arrangørerne har lejet et vildt lækkert areal på Sletten i den skønneste natur, nær søen, hvor man kan bade og hvor vi har adgang til faciliteter, såsom toilet og bad, stikkontakter, brænde mv.

Hestene går på et areal nær lejren. Vi opsætter hver især vores egne separate folde og passer selv vores heste i løbet af ugen. Medbring derfor selv alt hvad du skal bruge af hegnsmateriale, vandspande, foder, greb, mv. Og husk at foldene skal renses fuldstændigt inden man forlader pladsen. 

Wraphø kan tilkøbes ved tilmelding.

Foreningen forholder sig til gældende lovgivning og sørger for deltagerliste til registrering i CHR, om dette kræves.

Rytterfest:
Vi afholder traditionen tro en rytterfest i bedste vikingestil, med helstegt pattegris, lidt snaps, “kaproning” og der bliver måske ovenikøbet spillet op til dans. Yderligere information dette følger.

Så hop i dit fineste vikingetøj og kom med til fest!

Pris for fællesspisning voksen: 160 kr.
Pris for fællesspisning barn: 80 kr.
Kun fællesspisning kræver tilmelding.
(Vi tager forbehold evt. aflysning, ved for få tilmeldte).

Krav og retningslinjer:
Da det er et vikingetræf vi afholder, opfordrer vi til at alle gør sig umage med at holde lejrene autentiske. 

Parkering og hestefolde vil være placeret separat på de tilstødende arealer vi har til rådighed, så vi kan lave en fin lejr uden biler, trailere, moderne hestehegn og -grej.

Hunde er velkomne, men skal holdes i snor.

Tilmelding:
Alle tilmeldinger til “hestelejrene” skal ske via sporti.
Medlemmer kan tilmelde lejrdeltagere, der ikke er medlem af foreningen (både børn og voksne).

Kun medlemmer kan tilmelde sig med hest /-e, men det er selvfølgelig frivilligt om man vil deltage med hest.
Sidste frist for tilmelding er d. 1. maj 2023.  

Priser:
Man kan kan tilmelde sig for enten en hel uge (man.-søn.) eller en halv uge (man.-tors. /tors.-søn.). Det vil dog kun være tilladt at køre biler ind i lejrområdet mandag og søndag. 

Pris pr. voksen for hele ugen er 750 kr. 
Pris pr. voksen for første (man.-tors.) eller anden (tors.-søn.) halvdel af ugen er 450 kr.
Pris pr. barn (op til 13 år) uanset antal dage er 250 kr.

Wraphø kan tilkøbes for 50 kr. pr. hest.
(Dette er kostprisen og arrangørerne /foreningen tjener ikke penge på arrangementet).

Vi glæder os til at se jer!

De bedste hilsner fra 
Rytterne af Slettens Bestyrelse 

Aflysning og ændringer:
Ændring af dato, ændring af lokation, delvis gennemførelse eller ændring i repertoiret er ikke at betragte som en aflysning. Aflysning dækker kun over, at træffet slet ikke gennemføres.

Der tages forbehold for evt. aflysning grundet COVID-19 eller lign. restriktioner.

Kun arrangørerne er ansvarlig i tilfælde af aflysning og kan give tilladelse til, at tilmeldingen refunderes.

I så tilfælde refunderes tilmeldingens pris ved henvendelse til SPORTI på info@sporti.dk Omkostninger som, ekspeditions-, ordre- og gebyr fra Nets refunderes ikke.

Organizer contact info

Rytterne af Sletten



Se arrangørklubben på SPORTI

Rytterne af Sletten

Meeting / starting place

Vikingestykket
Bøgedalsvej
8680 Ry
Danmark Show on map Navigate here