Sunday 30 April 2023
Kære junior/ Ungdomsrytter i Gandur.
Vil du være helt skarp på de nyeste regler for stævneridning? Er du usikker på, hvilke bid og udstyr der er lovligt at ride med i år? Og vil du have en dommers øjne på dig og din hest – og gode tip til, hvordan du får højere karakterer – inden det går løs med årets stævner?
Så skal du melde dig til stævnetræning med sportsdommer Berit Ertmann. Vi begynder dagen med teori, hvor du kan stille spørgsmål til dommernes guidelines, udstyrskontrol, hvordan man rider ind og ud af banen og alt det andet praktiske.
Derefter får du 25 minutter alene på ovalbanen, hvor der vil være mulighed for at træne noget helt konkret, du gerne vil have fokus på eller kæmper med. Du kan lave et program med alle gangarter og få tip til, hvordan hesten skal vises bedst muligt. Alt er tilladt. Berit giver feedback og råd undervejs, og efter træningen får hver enkelt ekvipage skriftlig feedback, som du kan bruge i din videre træning.
Berit er uddannet sportsdommer under DI og er samtidig aktiv underviser og stævnerytter, så hun kan bedømme ekvipagen fra et dommerperspektiv og samtidig se udfordringerne fra et træner- og rytterperspektiv. Hun er opdateret om de seneste fokuspunkter for dommere såvel som de nyeste regler for stævneridning i Danmark og internationalt. FEIF har i 2023 lavet en del ændringer i reglerne for stævneridning, som alle ryttere bør være bekendt med før stævnestart.
Berit er samtidig en erfaren formidler og forklarer tingene, så alle, uanset niveau, kan være med. I hendes tilgang har hun stort fokus på det mentale, både hos rytteren og hesten, samt hvordan en god forberedelse er guld værd, når du står på stævnepladsen.
OBS.. Medlemmer af Gandurs junior / ungdoms team vil blive forhåndstilmeldt.
Dagens program.
9.00 -11.00 Rundstykker og Teori
11.00 -17.00 praktisk del med hest. Vi holder en lille pause ind i mellem.
Pris for morgenmad og teori 150,- med hest 300,-
Ikke medlemmer + 100,-
Gandur - Stine Madsen
Gandurbanen
Damkærvej 4
7080 Børkop
Danmark
Show on map
Navigate here