Tirsdag den 24. februar 2015
Foredrag om TREC – Alrid–Gæðingakeppni
Tirsdag d 24/2-15 kl 19 vil der blive afholdt en foredragsaften med tre andre konkurrence former.
TREC: Salli Refstrup Pedersen vil fortælle om TREC, som er en relativt ny breddeaktivitet. TREC er en sjov og udfordrende aktivitet for alle ryttere og heste, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve. Alle kan være med uanset niveau. TREC er inddelt i tre ligestillede opgavedele. Den første opgave er orienteringsridt, hvor der skal rides en rute efter markeringer i en bestemt gennemsnitshastighed. Den anden opgave består af kontrol af gangarter, hvor hestens grundridning og lydighed vises. Den tredje opgave er en terrænbane, som nærmere skal opfattes som en opgavebane med små overkommelige forhindringer som kan være slalom, opsidning, mv. Nogle opgaver kan være bestemt til at skulle udføres fra jorden.
Alrid: Sanne Thimke vil fortælle om Alrid, der er en sammentrækning af de to ord ALsidigRIDning. Denne konkurrenceform kan rides på forskellige niveauer, hvor der sættes øgede krav til hestens kondition, udholdenhed, modighed og lydighed. De fem discipliner hesten skal igennem ved en Alrid konkurrence er udholdenhed i form af et distanceridt, terrænlydighed som vises ved forcering af naturlige forhindringer som grøfter, vand, springe over træstammer el.lign., lydighed i form af volter, slangegang etc. på en ridebane, gangarterne vises på en ovalbane efter FIPO reglementet og endelig hurtighed som vises i valgfri gangart på en given strækning.
Gæðingakeppni: Amalie Møller-San Pedro vil fortælle om Gæðingakeppni. På Island vurderes sporten Gæðingakeppni meget højt, og i norden er den ved at vinde højere og højere respekt. Gæðingakeppni -reglerne bærer meget præg af dyb respekt for hestene, og stor stolthed ved at vise dem frem. Formålet er at vise hestene uden eller med et minimum af hjælpemidler samtidig med, at de yder deres ypperste. Ud over karakterer for gangarterne, bliver der også givet karakterer for vilje/sind, form under rytter, og i børneklasserne sæde og indvirkning. I Gæðingakeppni dømmer man ud fra det, den bedste ekvipagen viser i løbet af programmet. Sigurbjörn Bárðarson beskriver essensen i Gæðingakeppni således: "The approach to the horse is connected to the original image of the Icelandic horse where the spirit is free and the character comes out – That is our true Icelandic horse, a “gæðingur.” ”Gæðingakeppni er for alle, som elsker at ride og vise sin islandske hest - børn og voksne på alle niveauer. Jeg lover, at det er langt mere kompliceret at udtale Gæðingakeppni end det er at ride det:) …..siger Amalie, der ud over at have stor erfaring og vundet mange præmier indenfor disciplinen, også er uddannet Gæðingakeppni dommer.
Foredraget afholdes i ”Lille Sal”, Helsinge bibliotek, Skolegade 42, 3200 Helsinge.
Pris: 50 kr.
Deltager: min 10 - max 50
Dagfari og Dyrdilmyri
Kulturhuset Helsinge, Lille sal
Skolegade 42
3200 Helsinge
Danmark
Vis på kort
Navigér hertil