16. - 18. september 2016
Kun for medlemmer af Toppur
OBS OBS OBS: På grund af overvældende interesse og mangel på sovepladser indendørs i centeret er vi desværre nødt til at kræve at man selv sørger for overnatning i egen campingvogn, trailer eller eget telt.
For første gang i mere end 35 år arrangerer vi en weekendtur til et af Danmarks største skovområder Klosterhedens Plantage i trekantsområdet mellem Lemvig, Struer og Holstebro. Landskabet er skabt af istidens smeltevand, så det er et temmelig fladt område.
Her er hede og smeltevandsdale foruden ældgamle ædelgraner og bøgeskov. Der er tale om et meget spændende naturområde, hvor de første bævere blev sat ud for flere år siden. I dag er der mere end 200 bævere i de vandløb, der løber gennem plantagen. Vi kommer forbi de steder, hvor de bygger dæmninger. Af de mange dyrearter har vi mulighed for at se krondyr, hvis vi er heldige. Endvidere kommer vi forbi en stor bronzealderhøj, flere gravhøje og en bunker fra krigens tid.
Der er anlagt mange ridestier, hvor der flere steder er små folde, bindebomme og vandingsmuligheder, så vi har gode forhold til at komme rundt i hele plantagen. Vi har formået Louise Bruun til at være vores guide på turen. Louise, der er kendt som energisk alrid-rytter, er født og opvokset klods op af den nordøstlige del af plantagen syd for Fabjerg og Gudum. Så vi får kyndig guidning på turen.
Vi har lejet ”Brødtrang”, der er en tidligere landejendom, som Sct. Georgs Gildet i Lemvig har ejet siden 1962. De oprindelige bygninger blev fjernet og et rigtig velindrettet og rummeligt hus med alle faciliteter blev bygget. Der er 8 tdr. land til rådighed, så der er god plads til sætte folde op, såvel fælles- som separatfolde.
Vi mødes fredag mellem kl. 18 og 20, hvor hestene sættes på fold og vi indkvarteres. Foldene vil være gjort klar senest kl. 18 og I sørger selv for aftensmad. Dagen sluttes af med fælles kaffe-/tebord, hvor der orienteres om programmet for resten af turen.
Efter fælles morgenmad lørdag morgen, hvor vi smører madpakker til turen, sadler vi op og pakker saddeltaskerne med mad & drikke, grimer & grimeskafter og andre fornødenheder. Afgang ca. kl. 9.30. Denne dag rider vi 20-25 km. I et tempo, der vil passe alle. Tilbage på ”Brødtrang” ved 15.30-tiden slapper vi af med kaffe/te, kage og hvad man nu måtte foretrække. Herefter gør vi klar til aftenens festmiddag, der er en 3-retters menu, der leveres og serveres udefra. Glæd jer til dette overdådige jubilæumsfestmåltid!
Efter fælles morgenmad søndag sadler vi atter op med afgang kl. 10. Denne dag rider vi ca. 10-15 km. Svarende til en ½-dagstur. Frokost spiser vi tilbage på ”Brødtrang”. Midt på eftermiddagen pakker vi sammen, tager foldene ned og endelig tager vi en tårevædet afsked og drager atter hjem. (Rengøring af ”Brødtrang” er inkluderet i lejen)
Vi får produceret en Toppur t-shirt påtrykt Klosterheden 2016 og 1976-2016 som er inkluderet i den i forvejen lave pris for turen. En pris, der foruden mad inkluderer drikkevarer.
Når tilmeldingerne er i hus udsendes en informationsskrivelse, der indeholder alle relevante oplysninger om turen. Heri vil vi ligeledes opdele jer i de hold, der får ansvaret for de forskellige måltider.
En forudsætning for fællestransporten er, at der mindst melder sig 5. Fællestransporten har plads til max. 7 heste.
Der skal rides med ridehjelm. Der rides på eget ansvar.
Arrangør:
Steen – steen@toppur.dk tlf. 2045 6357
Marion – marion@toppur.dk tlf. 6071 3698
Kirsten – kirsten@toppur.dk tlf. 2278 5994
Ved tilmelding oplyses pårørende og dennes telefonnummer. For de der ønsker fællestransport oplyses telefonnummer og opsamlingsadresse. Endvidere oplyses størrelse på t-shirt og ønske om dame- eller herremodel.
På gensyn
På skovtursudvalgets vegne
Kirsten, Marion & Steen
Toppur
"Brødtrang"
Vilhelmsborgvej 171
7620 Lemvig
Danmark
Vis på kort
Navigér hertil