DI: Stafetridt Esbjerg til Grænsen

26. juni - 2. juli 2017

Det er allerede 2 år siden, vi havde et forrygende VM i Herning – nu skal stafetten rides via Tyskland til VM i Holland. Vi fortsætter rejsen som blev påbegyndt i påsken, og alle islænderryttere der har mod på godt selskab, masser af frisk luft og nogle gode timer i sadlen er velkomne.

Turen arrangeres af DI og Lokalklubberne Dreki og Askur, og byder på 6 ridedage gennem det sydvestjyske landskab, fra Esbjerg til grænsen.

Vi starter tirsdag d. 27/6 i Marbæk plantage Nord for Esbjerg. Den første rute går gennem plantagen og langs stranden til Esbjerg havn og herfra via Esbjerg midtby. Fra Esbjerg rides der sydpå ud af byen og vi afslutter dagens etape i Tjæreborg. Ruten kræver en stabil hest, da vi rider midt igennem Esbjerg. Overnatning bliver på Sneum Vingård B&B hvor der er et begrænset antal værelser og fællesrum på med bragt underlag.

Onsdag d. 28/6 kl. rider vi fra Tjæreborg. Ruten går langs vadehavet og diget og derefter ind i landet af grusveje og slutter i Hjortlund hvor vi overnatter delvist på værelser og delvist i fællesrum på medbragt underlag.

Torsdag d. 29/6 rider vi fra Hjortlund af grusveje mod Ribe, gennem Tange Bakker og heden, gennem landsbyer til Damhus syd for Ribe. Vi overnatter privat delvist på værelser og delvist i fællesrum på medbragte underlag.

Fredag d. 30/6 rider vi fra Damhus forbi Ribe Vikingecenter via grusveje og småveje til Ottersbøl Rideklub hvor vi overnatter i rytterstuen på med bragte madrasser

Lørdag d. 1/7 går turen fra Ottersbøl gennem plantager, lidt strand (langs vadehavet) og en smule digeridning til Hoenwarde (bondegårdsferie) her overnatter vi på flermandsværelser.

Søndag d. 2/7 rides ca. en time langs diget til Sildtoft på den dansk-tyske grænse. Stafetten overleveres til Tyskerne som forstsætter mod VM i Holland.

Du kan tilmelde dig og deltage i hele turen eller dele af den alt efter hvad du har mulighed for. Pris kr. 150,- pr ridedag og 200 pr overnatning som dækker forplejning for dig og din hest. Du skal tilmelde dig på sporti. Når du tilmelder dig får du yderligere oplysninger på mail.

Evt. transport af trailer sørger du selv for. Din bagage bliver transporteret fra sted til sted. Du skal hjælpe med opsætning af hegn og vand til hestene, ligesom du skal hjælpe med madlavning, opvask og oprydning på overnatningsstederne.

Dagsruterne er mellem 22 og 35 km, så din hest skal være i god form. Der holdes frokosthvil hvor hestene lukkes på fold. Der er altid en følgebil med trailer i nærheden, hvis en hest skulle miste en sko eller lignende. Samme følgebil opbevarer vores oppakning.

Hesten skal være vaccineret efter gældende regler. Hingste kan ikke deltage. Børn kan deltage ifølge med en voksen, hjelm er obligatorisk og tur-ledernes paroler om ridning skal naturligvis overholdes.

Der er plads til op til 25 overnattende ekvipager pr. dag, som overnatter under forskellige forhold fra sted til sted – Nogle steder er der senge til alle, så man blot skal medbringe linned, andre steder må nogle af os have madrasser og soveposer i brug – men vi er sikre på, vi alle kommer til at sove trygt og godt. Forplejningen er forberedt inden afgang, men vi kommer til at hjælpe hinanden med at lave maden færdig morgen og aften, ligesom vi skal rydde op efter os selv og vores heste. Hestene skal have deres egen indhegning, vandspand, kraftfoder og evt. dækken med. Vi anbefaler sko eller boots, og på forlangende skal vi kunne fremvise gyldig vaccination.

Priserne er:

150kr/dag for turen inkl. Formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe.

350kr/døgn inkl. overnatning m. morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og overnatning for dig og din hest.

Drikkevarer ud over kaffe, the og vand skal medbringes.

I betalingsformularen er det delt op med 150 og 200kr, da det gør det mest muligt fleksibelt for dig at melde til, alt efter om du støder til eller slutter af morgen eller aften – eller du vil ride hele turen.

Tilmelding er bindende, der kan ske ændringer i programmet.

Vi forventer at alle udviser god horsemanship, ligesom forrytterens anvisninger skal følges. Da vi rider langt, rider vi hovedsageligt skridt, tølt og trav, og vi hjælper hinanden og hinandens heste gennem de udfordringer, der kommer undervejs.

Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte Anne Sofie på 41 40 29 19/asjepsen1@gmail.com – samt på turens facebook hvor det også er muligt at koordinere transport, se links til de forskellige overnatningssteder, de steder vi besøger undervejs og med tiden ruteplaner, billeder osv.

Vi ses til stafetridt!

Dansk Islandshesteforenings Klubkomite

Arrangørens kontaktinfo

DI Klubkomite



Se arrangørklubben på SPORTI

Dansk Islandshesteforening

Mødested/startsted

Marbækhøjvej
6700 Esbjerg
Danmark Vis på kort Navigér hertil